Kan i mærke det? Foråret. Det føles nærmest som en åbenbaring hvert eneste år – jeg elsker forår.

Det betyder som regel også at jeg bliver inspireret til havelivet og da jeg idag var på besøg i vores lokale Flying Tiger (inde i mit hoved hedder det altså stadig Tiger butikken) for at – nå ja i virkeligheden gik jeg vist ikke rigtigt efter noget særligt – faldt jeg over de fineste forårssager til haven.

Det betød selvfølgelig at jeg fik ud derfra med flere forskellige ting: Masser af frø til køkkenhaven og blomsterbedet – de havde faktisk rigtig mange økologiske frø – det er jo ret nemt at være fan af når man er mig. Jeg fik også købt frugtbakker i forskellige farver – ej men hvor fantastisk er det lige? Jeg bilder mig jo ind at jeg kommer til at bruge de små bakker når jeg plukker frugt (som om) og at oplevelsen bliver endnu bedre når jeg gør.

Praktiske fiberpotter og de fineste æggebakker i forskellige farver blev det også til. Fiberpotterne burger vi nærmest hvert år og ungerne er ret vilde med konceptet – det betyder som regel at vi kommer igang med at sætte frø tidligt og det hjælper også på børnenes tålmodighed – de er så klar til at så det hele lige nu – og helst høste imorgen. Æggebakkerne forestiller jeg mig at vi skal bruge til årets påskeægjagt – det er jo også lige om lidt.

3 poser økologiske frø, 2 æggebakker, en pakke fiberpotter, en stor pose blomsterfrø, 6 frugtbakker og den fineste mulepose med ægte forårsstemning for blot 85 kroner. Jeg er en glad øko-dame idag.

Apropos forår så har vi idag rødspætter på menuen – fisk er altid et hit hos hele familien og jeg henter gerne fisk på vores grønttorv, hvor der også huserer en virkelig flink fiskemand, der altid har de lækreste sager med. Idag serverer vi med en grøn carbonara og en rødkålssalat.

Har du også et særligt forhold til forår? En bestemt stemning, der indfinder sig og efterlader dig med fødselsdag i maven eller er det bare mig der er forårs-tosset?